Handelsbetingelser
Wallmann er en virksomhed med et stort produktprogram. Sortimentet omfatter et fast lagersortiment, men vi tager også meget gerne imod kundespecifikke ønsker.
Salgs- og leveringsbetingelser for Wallmann A/S
Nærværende salgs- og leveringsbetingelser er gældende for alle leverancer ydet af Wallmann A/S uanset eventuelle afvigende vilkår i den af køber afgivne ordre eller accept. Sådanne afvigende vilkår er kun bindende for Wallmann A/S, såfremt der er givet skriftlig accept heraf af Wallmann A/S.
1. Tilbud, ordre og accept
Tilbud afgivet af Wallmann A/S er uforbindende og bortfalder såfremt købers overensstemmende skriftlige accept ikke er Wallmann A/S i hænde senest 4 uger fra tilbuddets dato, medmindre andet er angivet i tilbuddet. Købers ordre er kun bindende for Wallmann A/S, når køber har modtaget skriftlig ordrebekræftelse. Ordrebekræftelsen anses for accepteret, såfremt kunden ikke reagerer senest 8 hverdage efter bekræftelsens udskriftsdato.
2. Wallmann A/S’ ydelse
Wallmann A/S forpligter sig til på nærværende vilkår at levere varer af sædvanlig god kvalitet i henseende til materialer og forarbejdning. Wallmann A/S’ ydelse omfatter kun de i ordrebekræftelsen anførte leverancer. Tegninger, illustrationer, tekniske data o. lign. er vejledende. Wallmann A/S kan således ikke drages til ansvar for eventuelle fejl i materialet.
3. Levering
Levering anses at have fundet sted ved varens overgivelse til køber, herunder dennes repræsentant, eller overgivelse til fremmed fragtfører, medmindre andet er anført i ordrebekræftelsen.
4. Leveringstid
Medmindre andet er aftalt, finder levering sted snarest muligt. Hvor leveringsuge er aftalt, er afsendelse på den sidste dag i den aftalte leveringsuge at anse for rettidig levering. For førstegangsordrer må påregnes ca. 14 dages leveringstid til registrering og forsikring m.v. Hurtigere levering kan i sådanne tilfælde evt. opnås mod forudbetaling. Ønsker køber selv at afhente varer i Silkeborg, kan dette KUN ske ved forudgående telefonisk aftale med ordreafdelingen hos Wallmann A/S. Wallmann A/S er berettiget til at udskyde leveringstiden i flg. tilfælde:
a) Ved forandringer af ordren, der kræves af køber eller skyldes købers forhold, herunder ved forsinkelser af leverancer og arbejde, som køber selv udfører eller lade udføre.
b) Hvor køber viser alvorlig mangel på vilje til at opfylde sine forpligtelser eller i tilfælde af købers manglende kreditværdighed.
c) I tilfælde af force majeure som angivet i punkt 10.
I tilfælde af udskudt leveringstid med baggrund i ovennævnte punkt a og b har Wallmann A/S ret til at regulere den aftalte pris med de i anledning heraf påløbne omkostninger.
5. Forsinkelse
Såfremt leverancen af standardvarer forsinkes væsentligt, forsinkelsen medfører væsentlig ulempe for køber, og ingen af de i pkt. 4 a-c nævnte omstændigheder foreligger, kan køber ophæve aftalen. Dette gælder ikke for varer som specifikt er fremstillet og /eller er under fremstilling efter mål eller tegninger fra køber. Sådanne varer tages heller ikke retur. Enhver ophævelse skal ske skriftligt.
Gælder forsinkelsen kun en del af det solgte, kan ophævelse kun finde sted for så vidt angår denne del. Ved ophævelse af aftalen har køber ret til erstatning for det dokumenterede tab forsinkelsen har påført ham, forudsat forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelse fra Wallmann A/S’ side. Eventuelle følgeomkostninger i forbindelse med ophævelse af aftalen erstattes ikke.
Erstatningen kan dog maksimalt andrage 10 % af betalingen for den forsinkede ydelse. Wallmann A/S er ikke ansvarlig for indirekte skader og tab, såsom driftstab, tidstab, tabt avance eller lignende tab.
6. Mangler
Wallmann A/S forpligter sig til at afhjælpe mangler ved det leverede. Sælgers ansvar for mangler omfatter dog kun mangler, som viser sig inden et år fra leverings-datoen. Anvendes det leverede på anden, herunder mere intensiv måde, end aftalt eller forudsat ved aftalens indgåelse, forkortes nævnte 1- års periode forholdsmæssigt. Wallmann A/S kan i stedet for afhjælpning frit vælge at omlevere. Wallmann A/S’ ansvar omfatter ikke mangler, der skyldes mangelfuld vedligeholdelse, urigtig montering foretaget af køber, købers opbevaring af det solgte, normal slitage og forringelse samt ændringer eller sammensætning med andre materialer, m.v. uden Wallmann A/S’ skriftlige samtykke. Wallmann A/S’ forpligtelse til afhjælpning er betinget af, at det leverede er opbevaret, installeret, vedligeholdt og i det hele taget anvendt på forsvarlig måde og i overensstemmelse med de af Wallmann A/S givne forskrifter.
Køber har bevisbyrden for, at disse er overholdt. Udover ovennævnte forpligtelse påtager Wallmann A/S sig intet ansvar for det leverede. Køber kan således ikke hæve købet, kræve forholdsmæssigt afslag, erstatning eller tilbageholde købesummen helt eller delvist, såfremt Wallmann A/S tilbyder at afhjælpe eller omlevere.
Såfremt demontering og montering medfører indgreb i andet end det solgte, er arbejde og omkostninger herved Wallmann A/S uvedkommende. Viser det sig til trods for købers reklamation, at der ikke foreligger nogen mangel som Wallmann A/S bærer ansvaret for, har Wallmann A/S ret til godtgørelse for samtlige omkostninger, herunder arbejdsløn og transport, som reklamationen har påført Wallmann A/S.
7. Wallmann A/S modtager ikke varer retur
Såfremt det på trods af punkt 7 særskilt aftales, at Wallmann A/S tager varer retur, skal varerne være ubrugte, i mangelfri stand samt i original og ubrudt emballage. Varerne skal også være fri for smuds etc. Varer, der er specielt producerede og/eller specielt hjemtaget til køber, modtager Wallmann A/S ikke retur. Wallmann A/S krediterer godkendte returvarer med fradrag af det af Wallmann A/S fastsatte gebyr til dækning af håndterings- og returneringsomkostninger. Kreditering foretages med et fradrag til dækning af slitage, håndterings- og fragtomkostninger m.v. fastsat af Wallmann A/S. Gebyr for returnering er fastsat til 20 % af fakturaprisen. Derudover afholder køber alle omkostninger til returnering til Wallmann A/S lager.
8. Reklamations- og undersøgelsespligt
Køber har pligt til ved modtagelsen af det leverede at foretage grundig undersøgelse heraf. Konstaterer køber ved en sådan undersøgelse, at det leverede er mangelfuldt, skal køber tage forbehold herom i fragtbrev og/eller følgeseddel samt straks efter konstateringen af manglerne og senest 5 dage efter modtagelsen give skriftlig meddelelse herom til Wallmann A/S. Fremsættes reklamationen senere mister køber enhver ret til at fremsætte krav i anledning af manglerne. Køber kan ikke senere fremsætte krav i anledning af mangler, som han burde have konstateret ved leveringen. Køber skal ved konstatering af fejl/mangler i det leverede uden ophold stoppe al videre forarbejdning og omgående kontakte Wallmann A/S for instruks om det videre forløb.
Wallmann dækker ikke påløbne/følgeomkostninger i forbindelse med forarbejdning af det leverede.
9. Priser
Der tages forbehold for prisændringer såvel før som efter accept under hensyn til ændringer af materialepriser, priser fra underleverandører, ændringer i offentlige afgifter, kursændringer, løn ændringer samt ændringer forårsaget af købers forhold.
10. Betaling
Medmindre andet fremgår af ordrebekræftelse eller faktura, skal betaling ske netto kontant pr. fakturadato. Overskrides det aftalte/fastsatte betalingstidspunkt, har Wallmann A/S krav på forrentning af det skyldige beløb med 2 % pr. påbegyndt måned til fuld betaling er sket.
11. Force Majeure
Sælger er ansvarsfri for manglende eller forsinket opfyldelse af aftalen, som skyldes force majeure, krig og borgerlige uroligheder, regeringsindgreb, indgreb af offentlige myndigheder, ildsvåde, strejke, lockout, eksport-/importforbud, mangel på arbejdskraft, råstoffer m.v. eller nogen anden årsag, som er udenfor Wallmann A/S’ kontrol.
12. Lovvalg og værneting
Tvister mellem parterne skal afgøres under anvendelse af dansk ret og ved voldgift eller de almindelige domstole efter Wallmann A/S’ valg. Vælger Wallmann A/S de almindelige domstole, skal tvisten afgøres ved Wallmann A/S’ værneting. Vælges voldgift, skal tvisten afgøres efter “Regler for behandling af sager ved Det Danske Voldgiftsinstitut (Copenhagen Arbitration)”. Alle medlemmer af voldgiftsretten udnævnes af instituttet i overensstemmelse med ovennævnte regler.
13. Fragtgrænser
Se gældende betingelser på www.wallmann.dk.
14. Produktansvar
Wallmann A/S’ produktansvar er begrænset til direkte skader på personer og ting, der skyldes fejl ved det leverede produkt, forudsat at dette er anvendt korrekt og i overensstemmelse med de givne anvisninger.
Wallmann A/S fraskriver sig ethvert ansvar for indirekte tab, herunder, men ikke begrænset til, driftstab, tab af indtjening, tidstab eller andre følgeskader, uanset om disse kan henføres til fejl eller mangler ved det leverede produkt.
Køber er forpligtet til at holde Wallmann A/S skadesløs for ethvert krav fra tredjemand, der måtte overstige det produktansvar, som Wallmann A/S har accepteret i henhold til nærværende betingelser.
Silkeborg, december 2024
Wallmann A/S